Inspiration
- og hvordan man kan arbejde med den


Dette ”at føle sig inspireret” er ikke på samme måde som træthed, nervøsitet, glæde eller sorg en TILSTAND.
Man kan faktisk selv GØRE noget for inspirationen!
Man kan opsøge den og være bevidst om hvor man kan hente den.
For en komponist eller sangskriver er det ofte ret afgørende at kunne lade ”inspirations-batterierne” op.

Af Per Wium, musikjournalist

Hvor kommer den fra – inspirationen??

Det er ganske individuelt, hvordan man opsøger og arbejder med inspiration.
Der er nogen, der er konstant opfyldt af inspiration (heldigt for dem!) og der er andre, hvor det ikke altid kommer så nemt. Denne artikel er især til sidstnævnte.

Forfatteren, Lars Kjædegaard, skrev for flere år siden sådan her om dét at være inspireret:
"Problemet med at vente på inspirationen er, at man bliver så hulkindet og svag af sult. Min inspiration skal skrives frem. Det fungerer godt. Det giver én illusionen af, at man bestemmer noget i denne verden selv. Hvad man derefter finder ud af, at man ikke gør. For når den hellige ild har fået rigtig fat, og man sidder der som en sankthansheks i lys lue og klaprer løs, så er det ilden, der bestemmer. Hvordan kan det være anderledes? For mig er det et spørgsmål om selvantænding, men jeg skulle hilse og sige, at tændstikkerne af og til er noget fugtige.”

For at undgå ”de fugtige tændstikker”, som Kjædegaard nævner kan det være vigtigt at vide hvor og hvordan man henter ny inspiration.
Det kan være rart at kunne ”tænde for inspirationen”.
I det følgende er der et par råd og et par eksempler – …. til inspiration.

En rejse – en særlig lyd – en guitar, der er stemt anderledes

For mange komponister er det inspirerende at rejse.
Nye oplevelser sætter noget i gang.
Det kan være naturoplevelser, nye mennesker og andre dufte. Det kan være bare dét at bevæge sig væk og være i nye omgivelser.

En bestemt lyd kan også virke inspirerende. Ingen tvivl om at ”wah-wah”-pedalen gav guitarister et kick i 60'erne. Men ikke bare dengang.
Masser af de unge guitarister, jeg møder som band-coach, er fascinerede af effekten af en guitar gennem ”wah-wah”-pedalen.

Alternative måder at stemme guitaren på har været dybt inspirerende for mange guitarister og for mange sangskrivere.
Keith Richards fortæller i sin bog ”Livet” at det var en oplevelse netop for livet, da han blev introduceret til andre måder at stemme guitaren på. Og om at spille med blot fem strenge på instrumentet.
Joni Mitchell har ofte stemt sin guitar anderledes end den gængse e-a-d-g-h-e stemning.
Det har betydet at hendes klangunivers er meget originalt – og det har betydet en helt ny klynge af spændende akkorder.

Skift instrument – og takt!

Det kan være forfriskende ikke altid at sidde med det samme (og velkendte) instrument, når man komponerer. Skift gerne til at andet instrument – også selv om du ikke er en ørn på det. Det at sidde ved et klaver, hvis du plejer at sidde med guitaren, kan give nye akkorder, temaer og i det hele taget ideer.

Masser af pop, rock, folk (og hvad vi ellers kalder det) går i 4/4-takt. Af og til i 3/4-del. Prøv med ”skæve” eller skiftende takter. Hvis du kan og det ikke kommer til at lyde alt for ”konstrueret”.
5/4-takten er god. Må jeg minde om at ”Højt fra en gren en krage” går i 5. Og den er da ikke så svær..

At udforske fremmed musik

Hvis man er sangskriver i den traditionelle del af rock-musikken skal man måske ikke altid søge inspiration hos Bruce Springsteen og Brian Adams.
Nogle gange kan det være livgivende og inspirerende at søge musik, som man ikke kender. Musik, som har andre elementer og andre udtryk.
Ikke for at kopiere eller nærme sig denne musik. Men for at suge liv, energi og inspiration ud af det fremmede og ukendte.

Emil "Buff" Stricker er guitarist, sanger og medkomponist i band'et ”Von Dü”
Han sammenfatter det hele sådan her:
"Nogle gange får man en genial idé ved at sidde med et andet instrument som man ikke kender særlig godt. Nogle gange hjælper det at høre musik i samme stilart som sin egen, andre gange får man dejlig inspiration fra fjerne genrer.”

Musik på musik

Den klassisk musik er fyldt med det! Fyldt med eksempler på hvordan en komponist har skrevet musik med en anden komponists værk som udgangspunkt.
Brams' ”Haydn-variationer” og Regers ”Bach-variationer” er bare to ud af mange, mange eksempler.
Det samme er tilfældet i jazzen. I mindre grad i pop og rock.
Måske en mulighed her?

The Beatles og inspirationen

The Beatles er et stærkt eksempel på en gruppe og tre sangskrivere, som turde åbne porten til ny inspiration op på vid gab.
Et par eksempler på hvordan de arbejdede med det:

You've got to hide your love away”
John Lennon var blevet inspireret af Bob Dylans tekst-univers. Og tilmed af Dylans ”drævende måde” at synge på. Den inspiration bliver udfoldet her, samtidig med at det er 100 pct. Lennon.
I øvrigt den første Beatles-sang med gæstemusiker (de dybe fløjter til sidst)

In my life”
Igen Lennon. Han foreslog producer, George Martin, at han skulle spille noget ”Bach-agtigt” på klaver i instrumental-stykket. Altså en lyd, en musikalsk atmosfære, fra en anden genre som inspiration.

Rain”
Og Lennon. Her – i midten af The Beatles' karriere – blev det pludselig muligt at arbejde med LYD og EFFEKTER i studiet. Disse muligheder er selve inspirationen til ”Rain”, som peger mere frem end tilbage.

Eleanor Rigby”
Paul McCartney havde brugt strygere (4) på ”Yesterday” og fik smag for lyden af den klassiske musik. Fortsættelsen er her på ”Eleanor Rigby”, hvor der udelukkende er strygere i akkompagnementet. Denne gang 8, en dobbelt-strygekvartet. McCartney kunne ikke arrangere for disse, men det kunne George Martin. Et inspirerende samarbejde mellem intuition og teoretisk kunnen.

Within You without You”
George Harrison stødte på indisk musik i forbindelse med en scene fra ”Help”-filmen, som netop foregår på en indisk restaurant. Han blev fascineret af sitar'en og udforskede denne. Den indiske musik var i 1966-1967 en del af ”Beatles-lyden”.

Because”
Lennons anden hustru, Yoko Ono, spillede Beethovens ”Måneskinssonate” for sin mand en aften. Han blev dybt fascineret af klangene og stemningen. Og besluttede at bruge denne afmosfære og de ”brudte akkorder” i sin sang ”Because”.








Kommentarer